Sidste nyt fra forskningen:
Det er konklusionen i en artikel, der blev offentliggjort
den 4. december 2013 i Journal of Cerebral Blood Flow & Metabolism.
Forsøget viste, at naturligt progesteron kan bremse de
alvorlige følger af en blodprop i hjernen op til 6 timer efter, at blodproppen
indtraf – noget, som intet syntetisk lægemiddel har været i stand til.
Endnu har resultatet ikke reddet mennesker, for forsøget
foregik med mus. Men Donald Stein, der står bag forsøget, har tidligere påvist, at naturligt progesteron kan bruges mod akutte
hjerneskader og har vist sig at redde menneskeliv.
Donald Stein er i dag professor i akutmedicin, og han
begyndte allerede at forske i progesterons betydning for hjernen for over 25 år
siden. Det begyndte, da han som ung forsker hørte anekdoter om, at gravide mus
kom sig bedre efter påførte hjerneskader end ikke-gravide mus. Det var noget,
man havde observeret tilfældigt i forbindelse med andre forsøg, og alle syntes,
det var lidt pudsigt. Men ingen interesserede sig for, hvorfor det var sådan.
Det gjorde Donald Stein. Han gentog forsøgene og bemærkede, at jo højere
progesteronniveau musene havde, jo bedre klarede de sig efter en traumatisk
hjerneskade.
Men da han ville gå videre og specifikt forske i
progesterons virkning mod hjerneskader, løb han ind i problemer. Det viste sig
at være umuligt at få forskningsstipendier til forsøgene, og han blev
latterliggjort for overhovedet at foreslå det.
Dels var det en videnskabelig overbevisning, at hjernen ikke
kan regenerere celler. (Det har nu vist sig at være forkert. Hjerneceller kan
gendannes – ved hjælp af progesteron.)
For det andet blev progesteron anset for at være et
kvindeligt kønshormon, som udelukkende havde at gøre med at blive gravid og
føde børn. (Dette har også vist sig at være forkert. Progesteron giver ingen
kønspåvirkning, dvs. at hverken mænd eller hanmus, som behandles med
progesteron efter en hjerneskade, får kvindelige træk, og at mænd har lige så
meget gavn af progesteronens virkning som kvinder.)
Donald Stein holdt fast og gennemførte flere og flere små
forsøg, der gav så gode resultater, at det omsider blev muligt at få stipendier
til større forsøg – og nu er der ikke længere nogen, der griner af ham.
I dag er Donald Stein chef for Emory Universitetets
hjerneforskningscenter. Hans forskning har ført til, at der nu er 2 store
kliniske forsøg i gang: et amerikansk forsøg, som Emory Universitetet leder, og
et internationalt forsøg ledet af medicinalfirmaet BHR Pharma. Forsøgene går ud
på at give intravenøs progesteron i høje doser til ofre for trafikulykker o.l.
med alvorlige skader i hjernen.
De indledende forsøg har været lovende: progesteron er
sikkert for både mænd og kvinder, der er ingen ubehag eller bivirkninger
forbundet med det. Og samtidig giver det markante forbedringer både i forhold
til dødelighed og i graden af førlighed efter ulykken. Indtil nu har det ikke
været muligt at finde noget middel, som kunne hjælpe efter en traumatisk
hjerneskade - naturligt progesteron er det første, der har vist sig at have en
reel effekt.
Man ved en hel del om, hvorfor progesteron er så effektivt,
for det er et af de bedst undersøgte hormoner overhovedet, og det har
mangfoldige virkninger i kroppen. Det er på grund af denne mangfoldighed, at
det kan bremse skaderne efter hjernelæsioner. For ved en hjerneskade begynder
en kompliceret proces. Skaden på hjernen er kun begyndelsen, derefter breder en
kaskade af ødelæggende virkninger sig i hele kroppen.
Progesteron modvirker både skaderne på hjernen og begrænser
de ødelæggende virkninger i resten af kroppen. Progesteron modvirker hævelser,
som skader det omkringliggende væv, og progesteron stimulerer samtidig
hjerneceller til fornyelse - derved forhindres, at skadede hjerneceller dør.
Og nu er Donald Stein så gået i gang med at forske i et
andet område, hvor der også sker skader på hjernen, nemlig efter blodpropper.
En række forsøg har vist lovende resultater: man opnår 70% mindre skade på
hjernen og 50-60% bedre færdigheder med progesteron. Foreløbig altså med mus.
Det tog næsten 20 år for Donald Stein at komme så langt, at
progesteron mod traumatiske hjerneskader blev testet på mennesker. Med de
resultater, han har opnået, varer det nok ikke helt lige så lang tid, før de
første forsøg på mennesker med blodpropper kommer i gang, men inden
resultaterne bliver omsat til praksis og enhver lægeambulance, også i Danmark,
bliver udstyret med naturligt progesteron, kommer der nok alligevel desværre
til at gå en del år. Så jeg håber, hvis jeg skulle blive ramt af en blodprop,
at nogen vil være så kvikke at gribe en flaske progesteron (den står på mit
natbord) – og smøre mig godt og grundigt ind i den!
Læs mere om forsøgene med progesteron mod hjerneskader her.