Jeg var sidst i fyrrerne, da jeg begyndte at mærke de første
symptomer på overgangsalderen: hedeture om dagen og om natten og uregelmæssige
menstruationer. Hedeturene om dagen kunne jeg vænne mig til – jeg lærte hurtigt
at gå med lag-på-lag tøj, så jeg kunne lægge et par lag, når hedeturen kom.
Især hvis jeg var stresset, kom de, og det vænnede jeg mig til. Men om natten
var det værre,
jeg vågnede flere gange, skulle skifte nattøj, kunne ikke holde ud at have dyne på – for så at vågne en halv time senere, fordi jeg frøs og skulle have dyne på igen. Jeg vågnede også flere gange i løbet af natten med en følelse af, at nogen havde tændt et skarpt lys inde i mit hovede. Jeg var lysvågen, på en meget ubehagelig måde, men samtidig dødtræt. Det tog mig hver gang lang tid at falde i søvn igen, og jeg var udmattet om morgenen.
jeg vågnede flere gange, skulle skifte nattøj, kunne ikke holde ud at have dyne på – for så at vågne en halv time senere, fordi jeg frøs og skulle have dyne på igen. Jeg vågnede også flere gange i løbet af natten med en følelse af, at nogen havde tændt et skarpt lys inde i mit hovede. Jeg var lysvågen, på en meget ubehagelig måde, men samtidig dødtræt. Det tog mig hver gang lang tid at falde i søvn igen, og jeg var udmattet om morgenen.
Og efterhånden kom der flere symptomer, som tog til i
styrke som månederne gik. Jeg begyndte at få hjertebanken om natten før en
hedetur. Det føltes nogen gange nærmest som panik-anfald, og jeg havde meget
svært ved at falde i søvn igen, ofte lå jeg vågen i flere timer og lyttede til
mit hjerte, som hamrede derudaf. Jeg opdagede, at jeg som regel vågnede op med
hjertebanken, så gik der lidt, og så kom hedeturen. Det var anderledes end de
hedeture, jeg havde haft tidligere, men selvom jeg prøvede at søge på nettet
efter forskellen på hedeture og hedeture med hjertebanken, så fandt jeg ikke
noget i første omgang.
Jeg skulle også op og tisse flere gange om natten, og jeg
var ofte lige så træt, når jeg stod op, som jeg var, da jeg gik i seng.
Samtidig syntes jeg også, at min hud blev nærmest mere og
mere rynket og kedelig dag for dag, og jeg var træt og havde ingen energi. Hver
eneste opgave dagen igennem, om det så var at vaske op eller lave mad, blev et
uoverstigeligt bjerg, og jeg følte mig udmattet hele tiden og havde svært ved
at få noget fra hånden. Jeg blev også mere og mere deprimeret. Mit humør
svingede fra ”let deprimeret” til ”helt nede i kulkælderen”. Jeg syntes ikke,
der var nogen glæde ved noget mere. Vi har haft nogle hårde år på grund af
finanskrisen, og jeg syntes efterhånden, at det hele var blevet for hårdt. Selv
hvis der skete noget godt, og jeg sagde: ”det er sørme dejligt” eller ” det er
jeg glad for”, så følte jeg ingen glæde. Det hele føltes meningsløst.
Og min hukommelse blev hårdt ramt. Jeg kunne ikke huske,
hvad vi havde fået at spise i går, eller hvad vi havde lavet i forgårs f.eks.
Aftaler skulle skrives ned med det samme, ellers glemte jeg dem, og at gå på
indkøb, hvis jeg havde glemt indkøbssedlen, var helt umuligt. Men det værste
var, at jeg glemte ord. Jeg kunne pludselig ikke huske navne på helt
almindelige ting som f.eks. æg, gaffel, kødsovs. ”Skal vi ikke lave spaghetti
med ...øh....”, ”kan du ikke lige tage en .... øh ...” ”skal vi koge et par ...
øh.... til frokost”. Min mand blev god til at gætte ud fra sammenhængen, hvad
jeg mente, men nogen gange kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre, fordi det
var mere abstrakte ting, og jeg var ved at blive vanvittig. Jeg følte, den var
helt gal med min hjerne, rablende demens kom susende ind og blev værre dag for
dag. Ikke at kunne udtrykke mig, at være afhængig af, at andre kunne gætte,
hvad jeg mente, det var rædselsfuldt.
Jeg lånte bøger på biblioteket om overgangsalderen og blev
chokeret over deres udførlige beskrivelser af de sygdomme, som åbenbart lå og
ventede forude: osteoporose, gigt, kræft, hjerte-karsygdomme. En bekendt havde
engang sagt: ”Efter de 50 går det virkelig hurtigt med at ældes”. Jeg nærmede
mig de 50, og udfra hvordan jeg havde det, og hvad jeg kunne læse i bøgerne,
virkede det, som om den bedste del af mit liv lå bag mig. Skulle jeg ikke bare
se at gøre en ende på det, i stedet for at se frem til år med sygdom og
elendighed, hvor alting bare ville blive værre og værre.
Jeg var også begyndt at tage på, især om maven, og jeg kunne
da også læse, at kvinders stofskifte falder efter overgangsalderen, så nu lå en
evig kamp mod overvægt også og ventede på mig.
Jeg fik dog hjælp fra en af bøgerne, hvor der faktisk stod
noget om en forskel på hedeture og hedeture med hjertebanken. Hedeture, hvor
man først vågner med hjertebanken, er nemlig noget andet end hedeture, hvor man
vågner fordi man sveder. Hjertebanken er tegn på, at blodsukkeret falder, og
den efterfølgende hedetur er udløst af blodsukkerfaldet. Jeg har altid haft et
stabilt blodsukker, spiser og har spist sundt, og hvorfor det, at mine
æggestokke holdt op med at producere østrogen, gjorde, at mit blodsukker blev
ustabilt, det forstod jeg godt nok ikke. Men det gav mig da mulighed for at
gøre noget. En lille natmad – groft brød med ost – før jeg gik i seng, og så en
pose med grovkiks eller mandler ved siden af sengen til at spise, når jeg
vågnede med hjertebanken. Det hjalp meget. Antallet af gange, jeg vågnede med
hjertebanken, faldt, og når jeg så spiste en kiks, faldt jeg hurtigt i søvn
igen. Og rent psykisk var det en lettelse – som sagt føltes det nogen gange
nærmest som panik-anfald, og at vide at det i virkeligheden var blodsukkerfald,
det var en stor lettelse. Det i sig selv, tror jeg også, var med til at gøre
dem nemmere at leve med, fordi jeg ikke
længere blev bange, når de kom.
For mig var det en nærmest mirakuløs løsning på alle de
problemer, som var kommet med overgangsalderen. I løbet af nogle måneder holdt
jeg op med at skulle op og tisse om natten, hedeturene blev færre og færre og forsvandt til sidst helt. Jeg sover godt og vågner – ofte før
vækkeuret ringer – og er frisk og veludhvilet. Jeg har tabt mig igen - uden at gøre noget særligt for det, men
selvfølgelig spiller det også ind, at jeg har fået masser af energi og godt
humør igen. Jeg kan føle glæde igen, nogen gange endda helt ud af det blå uden
nogen grund, bare en enkel glæde over at være til. Min hukommelse er som før,
jeg leder ikke længere efter ord, som jeg ved, jeg kender, og det er også en
stor lettelse.