Har mænd brug for hormoner?

Dr. John R. Lee
Også mænd producerer de såkaldt "kvindelige" kønshormoner. Hvad betyder det for helbredet, når man kommer op i årene? Det har bl.a. dr. John Lee forsket i.

Både mænd og kvinder producerer de samme hormoner, blot i forskellige mængder. Selv hormonet prolaktin, der så vidt vides indtil nu kun har betydning for mælkeproduktionen i brysterne efter en fødsel, bliver produceret hos mænd, såvel som hos kvinder. Hvorfor mon? Måske har det virkninger, som vi endnu ikke kender til.
Kvinder producerer mindre mængder af testosteron end mænd, og mænd producerer mindre mængder østradiol end kvinder – når alt er optimalt. Men også mænd kan komme ud af balance med alderen.
Især har de risiko for at få for meget østradiol, og det øger risikoen for bl.a. prostatakræft. Med tilskud af progesteron kan man mindske denne risiko.
Hos mænd sker produktionen af progesteron i binyrerne, testiklerne, i nervesystemet og hjernen. Mænds produktion af progesteron er stabil, den svinger ikke i en månedlig cyklus som kvinders, men produktionen falder med årene. Men det samme gælder ikke for produktionen af østradiol -  den stiger tværtimod. Det skyldes, at der kommer en stigning i den proces, der hedder aromatase – det er omdannelsen af androgener (bl.a. testosteron og DHEA) til østradiol i hud, muskler og fedtvæv. Da mange tager lidt på med alderen, forøges omdannelsen af androgener til østradiol, og da østradiol gør, at man lettere tager på, så kommer der nemt en negativ cirkel, hvor mere fedtvæv omdanner flere androgener til mere østradiol. Samtidig falder niveauerne af androgener og progesteron, som skal modvirke og afbalancere østradiol.
Ligesom for kvinders vedkommende har østradiol i for store mængder også negative virkninger på mænds helbred. Det øger bl.a. risikoen for kræft, autoimmune sygdomme og for højt blodtryk. Mænd har brug for progesteron for at modvirke denne risiko. Især lader det til, at progesteron har en beskyttende virkning på prostata. Ligesom progesteron beskytter livmoderen mod den øgede celledeling, som østradiol fremkalder, sådan beskytter progesteron også mod øget celledeling i prostata. Men progesteron beskytter også mod den meget almindelige godartede forstørrelse af prostata.
De fleste mænd over 50 begynder at opleve problemer med forstørret prostata, som viser sig ved vandladningsbesvær på mange måder. Progesteron kan både forebygge og afhjælpe forstørret prostata – samtidig med, at man forebygger eller afhjælper en lang række andre helbredsproblemer som autoimmune sygdomme, for højt blodtryk og knogleskørhed.
Dr. Lee anbefalede 8-12 mg progesteron til mænd. Han var en af de første, der indså betydningen af at forebygge med progesteron. Han indså, at der var en klar sammenhæng mellem den aldersrelaterede stigning i østradiol og stigningen i hyppigheden af prostatakræft. Den nyeste molekylærbiologiske forskning støtter denne antagelse: progesteron hæmmer celledelingen i prostata.


Kilder:
Progesteron hæmmer celledeling i prostata
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23666965
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3963951/

Østradiol øger risikoen for prostatakræft
http://epirev.oxfordjournals.org/content/23/1/42.full.pdf

Progesteron sænker for højt blodtryk
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1415335/
http://www.johnleemd.com/store/anti-athero_eff_prog.html